Ungerne og jeg var til fødselsdag hos farfar i dag. Dorte blev hjemme da hun var syg med lidt feber og ondt i maven.
Jeg var heller ikke på toppen da en forkølelse har fundet mig her i weekenden. Vi tog dog afsted alligevel, og det var også en hyggelig tur. Vi kom kun 30 min for sent da Christian lige ville lave en omgang i bleen, som han ikke syntes han ville sidde på resten af turen i bilen.
Vi fik en omgang rundstykker med pålæg da vi ankom. Alexander var hurtig færdig og ville lege. Christian havde sovet de sidste 20 min. af turen i bilen, så han sad og vågnede lige så stille, mens vi spiste. Efter det kravlede Christian rundt på gulvet med stor iver. Farmor og farfar har gulvtæppe på, som lader til at være rigtig godt at kravle på, så Chrsitian futtede rundt over det hele. Alt skulle suttes på.
Christian fik en lur eller to i løbet af dagen, og efter at de andre gæster var taget afsted, fik jeg også en. Jeg er åbentbart ramt hårdere end jeg regnede med af forkølelsen. Efter aftensmaden kørte vi hjem igen. Vi kørte over Holstebro, da vi gav Mette et lift.
Christian gad ikke sove på hjemturen, og han var ikke tilfreds med at skulle sidde i sin autostol, så han gav en vældig koncert på hjemturen, selvom Alexander prøvede alt hvad han havde lært, på at give ham sut og flaske. Efter at have holdt et par pauser af længere og kortere varighed faldt Christian endelig i søvn. Ikke længe derefter faldt også Alexander i søvn, og jeg kunne køre uforstyrret hjem. Selvom at der var en hårdere tur end beregnet, på grund af forkølelsen, er jeg glad for at vi tog afsted. Det var dejligt at være i Lemvig igen, og det var dejligt at se noget af min familie igen. Det er ikke så ofter at der er tid til besøg.
